|
København 06.09.2005 kl.21:26
Europas første serieproducerede brinttruck er dansk
Af MoveGreen Nyheder
Forsknings- og udviklingsfirmaet H2 Logic og producent af el-køretøjer - A. Flensborg - præsenterer på HI-Industri Messen i Herning Europas første serieproducerede Brint Truck, den såkaldte H2 Truck, og overhaler dermed deres europæiske og amerikanske konkurrenter.
De første 6 ordrer er allerede i hus og i løbet af efteråret vil de første H2 Truck komme i drift på bl.a. Holstebro og Herning Sygehuse samt i Herning gågade.
For at forsyne H2 Trucken med brint åbnes samtidig Danmarks tre første brint tankstationer i Herning, Holstebro og Århus.
- Det har været et kæmpe arbejde, men vi er stolte over at have nået denne milepæl - siger Jacob Hansen fra H2 Logic og Henning Mølkjær fra A. Flensborg.
For partnerskabet mellem H2 Logic og A. Flensborg Herning er der tale om et teknologisk tigerspring i forhold til starten for kun godt 1 år siden.
- Dengang kunne vi fremvise den første prototype. Nu har vi udviklet prototypen til en CE mærket demonstrationsmodel, der er klar til at køre ud af laboratoriet for at blive brugt og videreudviklet i den virkelige verden. Målet er i løbet af efteråret at få opstartet 10-15 demonstrationsprojekter, hvor H2 Trucken skal ud at køre - tilføjer Henning Mølkjær fra A. Flensborg.
Hvad kan H2 Trucken bruges til
Netop spørgsmålet om at få trucken brugt i praksis er helt afgørende for den fremtidige udvikling af brint til transport. En H2 Truck er en el truck, hvor batteripakken er erstattet af en brintmotor i form af en brændselscelle. Fordelen er, at teknologien er helt ren og lydløs. Det eneste affaldsprodukt er rent vand. H2 Trucken giver derfor miljøvenlig drift og lavere ressourceforbrug.
Trucken kan bruges alle de steder, hvor man i dag enten bruger batteridrevne el trucks eller trucks med forbrændingsmotor: Sygehuse, messecentre, lufthavne, havne, golfbaner, naturparker og gågader. Alle miljøer er forskellige. - Derfor skal trucken tilpasses til hvert enkelt nichemarked, og de erfaringer skal vi bruge for at komme videre i udviklingen med at gøre brintdrevne trucks økonomisk konkurrencedygtige i forhold til traditionel transport teknologi. Præcis som med vindmøllerne - siger Henning Mølkjær fra A. Flensborg.
Stigende oliepriser bør øge opbakningen til brint
Det er også vigtigt, at der skabes en bred forståelse og opbakning i befolkningen og blandt beslutningstagerne omkring brint til transport. De fleste er enige i, at vi i god tid skal finde bæredygtige alternativer til olie, kul og gas, og alle er lige nu bekymrede over benzin- og olieprisernes himmelflugt. - Olien slipper ikke op i morgen, men hvis brinten skal være klar om 20-30 år skal vi gå i gang allerede i dag. De forbedringer, som H2 Truck har realiseret på kun 1 år viser, at der kan opnås store resultater på kort tid - fortsætter Jacob Hansen fra H2 Logic.
Den nye H2 Truck byder på flere teknologiske og driftsmæssige landvindinger : Den har dobbelt så lang køretid som normale el-trucks, fordi brinten nu oplagres i metalpulver. Samtidig kan den tankes på under 2 minutter, hvor opladning af el batterier tager 12 timer. Endelig er pris, design og sikkerhed forbedret – f.eks har den nye H2 Truck 230V udtag, hvilket forbedrer dens egenskaber som værktøjsvogn.
- Dette forløb har kun været muligt fordi de lokale myndigheder har været villige til at støtte demonstration og foretage tidlige markedsindkøb af den nye teknologi. Vi håber på, at denne indstilling breder sig så den nye region og de nationale myndigheder også kommer med på banen og støtter op om demonstration og markedsstimulering - slutter Jacob Hansen fra H2 Logic.
H2 Truck konceptet markedsføres i tæt samarbejde med GreenCity Danmark.
H2 Trucken præsenteres og udstilles på stand B2210 på HI-messen i Herning 6-9. september 2005.
|
|