|
København 31.05.2006 kl.21:55
Statoil først med biobenzin i Danmark
Af MoveGreen Nyheder
Hvad mange har talt om og efterspurgt gennem lang tid, blev tirsdag til virkelighed på Statoils servicecenter i Kgs. Lyngby, nord for København, da transport- og energiminister Flemming Hansen egenhændigt fyldte de første privatbiler op med bio-ethanolholdig 95 oktan benzin. Dermed blev den energibesparende og miljøvenlige benzin officielt introduceret for de danske bilister.
Der blev tanket og tænkt på miljøet og energiressourcerne, da Statoil i dag introducerede sin nye Bio95 benzin, der som den første benzintype i Danmark indeholder fem procent ren bio-ethanol.
Det betyder, at hver bil straks udleder fem procent mindre kuldioxid, CO2, i atmosfæren samtidig med, at man sparer på olieressoucerne. Uden at det koster ekstra. Bio95 har de samme gode egenskaber som traditionel blyfri 95, som nu erstattes helt af den grønne benzin, skriver Statoil i en pressemeddelelse tirsdag.
Derfor var det en glad transport- og energiminister, der ved afsløringen tirsdag af Danmarks nye miljøvenlige benzin blandt andet sagde: - Regeringen har gjort sit til at muliggøre et sundt marked for bio-brændstoffer i Danmark. Vi har fritaget bio-ethanol og andre bio-brændstoffer for CO2-afgift.
- Nu har Statoil vist vejen frem ved at lancere Bio95, som jeg håber, bilisterne vil tage godt imod. Jeg tror bestemt,
at rigtig mange bilister gerne vil yde deres bidrag til at mindske CO2-udslippet og afhængigheden af olie, sagde Flemming Hansen kort før, han i den gode sags tjeneste hjalp de ventende bilister med at fylde den miljøvenlige benzin på deres biler.
Adm. direktør Niels Munck fra Statoil Detailhandel udtrykte også glæde ved at repræsentere det første olieselskab, der i Danmark introducerer bio-ethanolholdig benzin.
- Selv om Statoil for tredje år i træk er blevet kåret som verdens mest bæredygtige olie- og gasselskab, er det en værdighed, som kan være svært at leve op til i alle dele af virksomheden. Så meget desto mere tilfredsstillende er det
her i dag med Bio 95 at kunne levere et synligt bidrag til et renere miljø. Vi er overbeviste om, at det er noget, kunderne sætter pris på, sagde Niels Munck til den forsamlede presse og interesserede bilister.
Bio95 kan fra tirsdag tankes på flertallet af Statoils servicestationer landet over.
|
|